05/05/2026
Kære kunde,
Jeg har haft lyst til at dele en lidt mere personlig opdatering med jer.
Hvis du har oplevet, at butikken oftere har været lukket på det seneste, er der flere grunde til det. For to uger siden blev jeg opereret i min højre storetå, og jeg er stadig i gang med at komme mig. Det går fremad, men det kræver lidt mere ro og fleksibilitet i hverdagen.
Samtidig bærer jeg også erfaringen fra en operation i 2024, som tog mig lang tid at komme ordentligt tilbage fra. Det har gjort mig mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at lytte til kroppen og skabe en arbejdsrytme, der er bæredygtig på længere sigt.
Derfor har jeg over de sidste par år stille og roligt bevæget mig i retning af at arbejde mere efter aftale. Det har vist sig at fungere rigtig godt – både for mig og for jer, der kommer i værkstedet. Det giver mig mulighed for at være mere nærværende i hvert enkelt møde og samtidig passe bedre på mig selv. Resultatet er også, at jeg oplever mere inspiration og fordybelse i mit arbejde.
Butikken er stadig åben, når jeg er i værkstedet – ofte om eftermiddagen eller i forbindelse med aftaler – så du er altid velkommen til at kigge forbi. Du er også meget velkommen til at kontakte mig på forhånd, hvis du vil være sikker på, at jeg er der.
Noget, jeg især har lagt mærke til på det seneste, er, at mange af jer, der kommer, søger smykker med en særlig – ofte personlig eller spirituel – betydning. Det er en stor glæde for mig at få lov til at arbejde med netop den type smykker, da jeg selv har en stor interesse for det spirituelle og det, der ligger bag formen og materialet.
Jeg vil derfor fortsat tage imod jer både spontant, når døren er åben, og efter aftale, så jeg kan give jer den tid og opmærksomhed, som sådanne processer fortjener.
Tak for jeres forståelse, tålmodighed og støtte – det betyder mere, end I måske tror 💛
De bedste hilsner
Ekaterina Savova
/Savova Jewelry